Hurtig levering 1-2 dage*
Fri fragt ved ordre over 499 DKK/67 EUR
14 dages returret
×

Historien om Eric

  • Eric blev født i begyndelsen af 1900-tallet i København. Gennem sin opvækst i en rig familie med hushjælp og store forventninger følte han sig aldrig rigtigt hjemme. Livet var roligt og alle gjorde, hvad der blev forventet af dem. Alle undtagen Eric.

    Han længtes efter eventyr. Eric havde altid været fascineret af havet og de fortællinger om livet til søs, som han selv havde fået fortalt som barn. Han ville ud og se verden og slippe for de kedelige formaliteter og forventninger, der omsluttede hans liv. Han ville være fri.

    Eric var blot 13 år gammel, da han en nat gled ned af vandløbsrøret fra sit værelse på 1. sal og stak af. Med sig bragte han kun det tøj, han bar, og sin yndlingshalskæde med et tro, håb og kærlighed-vedhæng – et velkendt symbol for sømænd.

    Uden at se sig tilbage drog Eric målrettet mod Nyhavn, hvor han næste morgen gik ombord på et skoleskib. Og således begyndte Erics første rejse til søs. En rejse, der skulle vise sig at blive starten på en ny passion og et liv fyldt med eventyr. Her blev han trænet i basal sømandsskab og lærte, hvad livet til søs indebar på godt og ondt. Trods dårlig mad, uvejr og en streng rangorden herskede der ingen tvivl. Han elskede det.

    Da skibet efter et par år vendte tilbage til København, blev Eric indkaldt til at aftjene sin værnepligt. Dette var dog ej heller stedet for Eric. Han var ulydig, sloges med sin overordnede, og endte med at afsone tid i et militærfængsel. Selv efter han blev løsladt, kæmpede Eric med at tilpasse sig en normal livsstil. Han indså, at der kun var et sted for ham. Til søs.

    Snart efter befandt Eric sig som skibsassistent på et fragtskib, der fragtede varer rundt om i verden. Fra Danmark og tværs over Atlanterhavet bragte hans rejser ham til Amerika, Caribien og hele vejen ned til Sydamerika. Gennem hårdt arbejde og en karismatisk personlighed gjorde Eric sig bemærket på skibet i årenes løb og fortsatte med at stige i graderne, indtil han en dag overtog pladsen ved roret som overstyrmand.

    Når skibet lå i havn, tilbragte Eric sin tid på lokale barer med smukke kvinder betaget af historierne om hans dragende livsstil. Han blev hurtigt kendt for sin tilgang til livet og hvordan han sjældent lod et eventyr gå ham forbi. En gang vandt han eksempelvis en papegøje i et væddemål på en bar. Han døbte den Yogo og bragte den med sig på sine rejser i adskillige år som sin trofaste følgesvend.

    Med utallige rejser til Afrika, de Arabiske Emirater og Asien var der snart ikke et sted af verden, som Eric ikke havde enten set eller boet. Den eneste grænse var hans egen eventyrlyst. Han havde en kvinde i hver havn og ingen storm kunne knække ham. Rundt om i verden fortalte man historier om ”Eric the sailor” og hvordan han havde vendt ryggen til rigdom og bekvemmelighed for at leve livet på sine egne vilkår. En ægte sømand.

    Fra boven af skibet stod Eric hver aften og skuede ud mod horisonten. Omkring halsen bar han stadig den samme gamle halskæde, som havde fulgt ham på hvert eventyr siden han blot var et barn. Og endelig følte han sig hjemme. Der er kun få, der kender hele historien om Eric og hans rejser. I mange år er fortællingen om den garvede sømand fra Nyhavn forblevet en af de syv haves dybe hemmeligheder. Indtil nu…

    Dette er den sande fortælling om Eric the Sailor.

    Shop nu!

    Hvad leder du efter?